Mageløs smuk og grum Marthaler

Sikke en omgang! Rundtosset og med tilbageholdt ånde går vi gennem Glyptotekets smukke vinterhave, ud i den våde vinterkulde. Vi har lige været publikum til mageløs forestilling, vidner til drabet på hundredvis af børn. En grum forestilling? Ja! Smukt? Så absolut!

Af Camilla Bonde, Teaterkalenderen

Marthalers ’Værn mod fremtiden/ Schutz vor der Zukunft’ byder velkommen til informationsmøde i pavillon 17 på anstalten Am Spiegelgrund. ”Børnene har til lejligheden skabt et orkester, som vil spille en lille afskedskoncert før de...”.
Iblandet lieder og klassisk musik leder forestillingen publikum ind i (endnu) et grusomt virkeligt kapitel i Det Tredje Riges historie: under parolen om racehygiejne og socialdarwinisme udførte læger, psykiatere og sygeplejersker ’medlidenhedsdrab’ på hundredvis af børn på anstalten Am Spiegelgrund.

Glansbilledet, idioti og eutanasi
I Glyptotekets festsal er der dækket op til informationsmøde. Talerstolen troner for enden af det imponerende rum. Kaffeskjolder og brødkrummer vidner om fraværet af en egentlig fest. Én efter én træder skuespillerne op på talerstolen og leverer glansbillede efter glansbillede i deres taler om forædling og forplantning af racen.
Selektion af de stærkeste, smukkeste og klogeste. Fravalg af misdannede, forstyrrende og idiotiske elementer. Glansbilledet må smuldre, og det gør det, for det hele er idiotisk.
Det er sjovt og grotesk når Katja Holm byder velkommen til en omgang ’Giro 413’ hvor bekymrede forældre sender hilsener til deres børn, med håb om at de snart kommer hjem igen, og formaninger om ikke at tisse i sengen. Særligt rørende og gennemteknisk lækkeri opleves i Jeroen Willems og Bettina Stuckys karakterer. De brillerer som klistret, ynkelig læge og sygeplejerske, der i rask tempo har ekspederet handikappede børn.

Et blik i historiens spejl
Museumsvagter genner med venlig autoritet publikum gennem det ene udstillingsrum efter det andet, før og efter forestillingens første del. Vi er lige så afventende og adlydende som de børn der blev anbragt i anstalterne – eller deres pårørende. Valget står frit for. Duri Bischoff har skabt installationer, der på én gang er dokumentariske og suggestive. Her får de døde børn talerør gennem Glyptotekets amputerede statuer med tilhørende spøg-og-skæmt næser i glasmontrer og lægejournaler. Imens klinger Mahler sødt og foruroligende fra flygelet. Gennem historiens spejl ser vi antikkens idealer udtrykt i nazismens forædling af racen – vi står ikke udenfor og beskuer, men er selv del af rædslerne.
Christoph Marthaler er kendt for sit udfordrende forhold til tid og rum. I ’Værn mod fremtiden/ Schutz vor der Zukunft’ har han skabt en smuk og grum forestilling, der aldrig får nogen ende. Man tror og håber, men der kommer hele tiden nyt til. Når ordene ikke længere rækker, tager musikken over, og de døde børn rækker ud efter os.