Lidelse i langdrag? Nein Danke!

Selv de mest intellektuelle blandt publikum faldt i søvn. En del gik i pausen. Resten blev siddende og råbte bravo. I fredags indtog det længe ventede gæstespil 'Værn mod fremtiden' festsalen på Glyptoteket.

Af Per Theil, Politiken

En sopran sidder ensomt på en stol og næsten læner sit hoved mod en af de klassiske søjler. Der sidder hun så og synger Mahlers klagende 'Nun will die Sonn' so hell aufgehen' (Kindertotenlieder). Smukt, smukt.
Ved siden af sidder en flok spassere og tumper omkring et bord. Med børnemasker på. Tyste - og døde. Ach Mensch!
Bevægende? Jo, gu' er det bevægende. Med den musik! Og så i det rum! De røde vægge bliver til skumringsrødt, mens solen står op - eller går ned. Glyptotekets festsal er som med ét forvandlet til et gravkammer og forhøjet til noget religiøst: et rekviem. Efter godt tre timers lidelse får vi omsider trøsten ...
Og nåden?
» Teatret er i sig selv et sted for nåden. Selv om stoffet måske fortæller om nådesløse begivenheder«, hed det i gårsdagens interview med den schweiziske instruktør Christoph Marthaler, manden bag disse dages aktuelle gæstespil 'Værn mod fremtiden' om en række østrigske medicinere, der under Anden Verdenskrig tog aktiv del i nazisternes eutanasi-program: udryddelsen af 'uværdigt liv'; mordene på 'uhensigtsmæssige' mennesker, handikappede og åndssvage, heraf over 700 børn på en klinik i Wien.
Den historie - om wienerpsykiatrien og de østrigske lægers uhyggelige nøglerolle - kan man læse om i det program, som Det Kgl . Teater har været så flink at trykke til lejligheden. Værtsteatret har samtidig taget initiativ til en debat på nettet: »Kan man lave bevægende og smukt teater om drabet på mere end 700 børn?«.
Hvorfor skulle man ikke kunne! Men er det det rigtige spørgsmål at stille? Man skulle hellere have spurgt: »Hvad kan teatret fortælle os om mordene på 700 børn, som en bog eller en tv-film ikke kan fortælle meget bedre?«.
Det er det spørgsmål, man som publikummer går rundt med i godt tre timer på Glyptoteket. Stadig mere lidende, dels på menneskehedens vegne, dels og måske nok især på teatrets . Det er ellers en forestilling, som mange af os længe har glædet os til. Christoph Marthaler er et varmt navn, og emnet er jo - glødende. Østrig og omegn har altid været gode til at fortrænge deres historie. Ligesom de samme tysktalende landes kunstnere altid har været gode til at vælte sig i det fortrængte. Frem med lortet!
Og frem kommer det. Intet skal forblive usagt, og alt skal gentages. Med tysk grundighed og med den for Marthaler berømte-berygtede langsommelighed. Først en halv time, hvor vi på en tv-skærm får fortalt historien og vist de bygninger, hvor det hele fandt sted. Samtidig kan man hygge sig med Glyptotekets statuer med manglende ben og arme, halve ansigter og kvarte næser. Klassisk degeneration.
Herefter fører udstillingen over i selve forestillingen, hvor vi anbringes ved langborde, og hvor konfetti og kaffekopper gør det ud for en fest. Eller rettere en afskedskoncert. Skuespillerne holder på skift, med hinkestensbriller og på bedste tossemanér, komisk-patetiske foredrag om selektion, racehygiejne, genteknologi og fortæller kannibalvitser - og hopper ellers rundt og agerer hornorkester. Med eller uden hovedet oppe i tubaen og vand i trompeten. Jo, budskabet bliver formelig blæst ud i tumpehovederne på os selv. Nogle grinede fredag aften. Andre (og det var selv de mest elitære fra det københavnske teaterliv) tog sig en lur under serveringen. Da der var pause, forsvandt en del.
Tilbage stod en eksklusiv skare af teaterchefer og instruktører, deriblandt den kongelige skuespilchef selv. »Har du ansvaret for det her lort?«, spurgte anmelderen. »Det er Marthalers hidtil mest betydningsfulde værk«, svarede han. Og sådan kan man jo virkelig føle sig som ein Dummkopf!
Men derfor kan spørgsmålet, i samme ånd som forestillingen, sagtens tåle at blive gentaget: Er det virkelig godt teater , det her? Hm. Det er - om ikke andet - gennemtænkt. Som en rejse, der begynder apollinsk, som oplysningens tv og tale, og slutter et dionysisk sted: på bunden af det sanselige. Hvor ordene omsider giver op, og musikken tager over. Brahms, Schumann, Sjostakovitj, Berg, Mahler. Ren elegi.
Hvor forestillingen, kort sagt, holder sin kæft og i stedet graver sig ned til gruens poesi - til alt det, som ikke kan siges, endsige fattes - der griber den. Lige i struben! Tak til både de romerske statuer og de musikalske skuespillere . Sikke et samspil. Mens man så i øvrigt har rigeligt med tid til at tænke på, hvordan Marthaler kunne have forhøjet indsatsen, netop ved at have udfoldet historiens konkrete ugerning til en egentlig - politisk som kunstnerisk - undersøgelse af os selv. Drømmen og mareridtet om det perfekte, prisen dengang og nu på det perfekte menneske, det perfekte liv og alle vores perfekte børn ...
Forestillingen er tysksproget. Måske er den også for tysksproget? Med nåden og det nådesløse side om side. Men som sagt, lider gør man dog. Hele tiden. Og det både på den skønne og den uskønne måde. Ach Mensch! Ach Theatermensch!

Læs i øvrigt Politikens læseres kommentarer til Per Theils anmeldelse her