Dramatikeren Lars Norén skriver et sted i sin nylig offentliggjorte dagbog, hvordan han går rystet ud af Reina Sofia Museet i Madrid, efter at have set Picassos ”Guernica” fra 1937. Den gru, der ramte den nordspanske by Guernica den 26. april 1937, da tyske jagerfly jævnede byen med jorden og myrdede civilbefolkningen, er fanget på et lærred 349 x 776 cm stort, i sort/hvid, og maleriet kan åbenbart stadig, 81 år senere, uanset tommetykt panserglas og rigorøse sikkerhedsforanstaltninger, være en rystende oplevelse.
Christoph Marthaler bringer os med forestillingen ”Værn mod fremtiden” i kontakt med en anden del af vores fælles europæiske historie - den systematiske udryddelse af anderledes skabte børn og voksne i Tyskland og Østrig og det tankegods, som gjorde disse handlinger mulige.
Otto Dix malerier fra første verdenskrigs skyttegrave, Primo Levis romaner om Holocaust og Fransisco Goyas raderinger fra Frihedskrigens rædsler viser, at kunsten kan konfrontere os med historien så den bliver en direkte og tankevækkende erfaring. Det er en opløftende og nødvendig mulighed i kunsten - når den undgår banaliteter, sentimentalitet og medløberiet – at den kan udfordre politiske, moralske, økonomiske og religiøse dogmer og lade os se os selv og vores historie, med andre øjne.
Nicolai Vemming
Opslag
