tirsdag den 9. december 2008

Værn mod Fremtiden

Af Theresa Benér, Kvällposten

Den hyllade schweiziske regissören Christoph Marthaler har kommit till Köpenhamn med sin exceptionella uppsättning Schutz vor der Zukunft (Skydd mot framtiden). Det är en alltigenom fascinerande teater-, musik- och liederfantasi, som i flera dimensioner belyser ett fasansfullt brott mot mänskligheten. Den handlar om det rashygieniska massmordet på handikappade och nervklena barn i Österrike under andra världskriget.
Marthaler använder aldrig våldsamma metoder när han formulerar sin kompromisslösa kritik mot människans antihumanism. Tvärtom låter han sina mångsidiga aktörer sjunga, skoja och till synes aningslöst leka fram ett skoningslöst budskap, som drabbar oss alla.
Föreställningen utspelas på Glyptoteket, bland antika romerska statyer, vilket i sig gör detta till en unik upplevelse. Publiken slår sig ner till en glättig invigning av ett ”reformläger”, där Den Nya Människan ska formas. Vetenskapliga tal hålls om vikten av att inte fortplanta dåliga gener, att ta vårt kollektiva ansvar för mänskligheten och överväga självmord efter fyllda 60, då vi ändå inte längre kan göra social nytta!
Det sjungs lieder, vi får önskekonsert och stämningen är som vid en kväll i ett byalag. Men i detta blandar Marthaler finurligt in den faktiska historien, barnen i Wien som straffades, förgiftades eller elchockades till döds. I pausen dyker aktörerna/musikerna upp i levande installationer runtom i museet. En dokumentärvideo skildrar vad som hände på det psykiatriska Steinhofsjukhuset i Wien. Sammanlagt blev 20 000-25 000 österrikare offer för den nazistiskt lagstiftade eutanasin.
Efter paus fokuserar föreställningen mer på vad som hände efter kriget. Hur förklarade läkarna sina dåd? Hur gick det till? Stillsamt framläggs sanningar, som avlöses av ensemblens drastiska mimspel till smärtsamt vackra körstycken och pianosonater. Marthaler arbetar alltid musikaliskt i sin teater och det beror ju på att den allra skönaste musiken förmedlar en outsäglig sorg, samtidigt som den berör en livsnerv, ger ett hopp. I denna paradoxala kombination av sorg, skam och livsglädje rör sig hela föreställningen. Genialiskt.

mandag den 8. december 2008

Lidelse i langdrag? Nein Danke!

Selv de mest intellektuelle blandt publikum faldt i søvn. En del gik i pausen. Resten blev siddende og råbte bravo. I fredags indtog det længe ventede gæstespil 'Værn mod fremtiden' festsalen på Glyptoteket.

Af Per Theil, Politiken

En sopran sidder ensomt på en stol og næsten læner sit hoved mod en af de klassiske søjler. Der sidder hun så og synger Mahlers klagende 'Nun will die Sonn' so hell aufgehen' (Kindertotenlieder). Smukt, smukt.
Ved siden af sidder en flok spassere og tumper omkring et bord. Med børnemasker på. Tyste - og døde. Ach Mensch!
Bevægende? Jo, gu' er det bevægende. Med den musik! Og så i det rum! De røde vægge bliver til skumringsrødt, mens solen står op - eller går ned. Glyptotekets festsal er som med ét forvandlet til et gravkammer og forhøjet til noget religiøst: et rekviem. Efter godt tre timers lidelse får vi omsider trøsten ...
Og nåden?
» Teatret er i sig selv et sted for nåden. Selv om stoffet måske fortæller om nådesløse begivenheder«, hed det i gårsdagens interview med den schweiziske instruktør Christoph Marthaler, manden bag disse dages aktuelle gæstespil 'Værn mod fremtiden' om en række østrigske medicinere, der under Anden Verdenskrig tog aktiv del i nazisternes eutanasi-program: udryddelsen af 'uværdigt liv'; mordene på 'uhensigtsmæssige' mennesker, handikappede og åndssvage, heraf over 700 børn på en klinik i Wien.
Den historie - om wienerpsykiatrien og de østrigske lægers uhyggelige nøglerolle - kan man læse om i det program, som Det Kgl . Teater har været så flink at trykke til lejligheden. Værtsteatret har samtidig taget initiativ til en debat på nettet: »Kan man lave bevægende og smukt teater om drabet på mere end 700 børn?«.
Hvorfor skulle man ikke kunne! Men er det det rigtige spørgsmål at stille? Man skulle hellere have spurgt: »Hvad kan teatret fortælle os om mordene på 700 børn, som en bog eller en tv-film ikke kan fortælle meget bedre?«.
Det er det spørgsmål, man som publikummer går rundt med i godt tre timer på Glyptoteket. Stadig mere lidende, dels på menneskehedens vegne, dels og måske nok især på teatrets . Det er ellers en forestilling, som mange af os længe har glædet os til. Christoph Marthaler er et varmt navn, og emnet er jo - glødende. Østrig og omegn har altid været gode til at fortrænge deres historie. Ligesom de samme tysktalende landes kunstnere altid har været gode til at vælte sig i det fortrængte. Frem med lortet!
Og frem kommer det. Intet skal forblive usagt, og alt skal gentages. Med tysk grundighed og med den for Marthaler berømte-berygtede langsommelighed. Først en halv time, hvor vi på en tv-skærm får fortalt historien og vist de bygninger, hvor det hele fandt sted. Samtidig kan man hygge sig med Glyptotekets statuer med manglende ben og arme, halve ansigter og kvarte næser. Klassisk degeneration.
Herefter fører udstillingen over i selve forestillingen, hvor vi anbringes ved langborde, og hvor konfetti og kaffekopper gør det ud for en fest. Eller rettere en afskedskoncert. Skuespillerne holder på skift, med hinkestensbriller og på bedste tossemanér, komisk-patetiske foredrag om selektion, racehygiejne, genteknologi og fortæller kannibalvitser - og hopper ellers rundt og agerer hornorkester. Med eller uden hovedet oppe i tubaen og vand i trompeten. Jo, budskabet bliver formelig blæst ud i tumpehovederne på os selv. Nogle grinede fredag aften. Andre (og det var selv de mest elitære fra det københavnske teaterliv) tog sig en lur under serveringen. Da der var pause, forsvandt en del.
Tilbage stod en eksklusiv skare af teaterchefer og instruktører, deriblandt den kongelige skuespilchef selv. »Har du ansvaret for det her lort?«, spurgte anmelderen. »Det er Marthalers hidtil mest betydningsfulde værk«, svarede han. Og sådan kan man jo virkelig føle sig som ein Dummkopf!
Men derfor kan spørgsmålet, i samme ånd som forestillingen, sagtens tåle at blive gentaget: Er det virkelig godt teater , det her? Hm. Det er - om ikke andet - gennemtænkt. Som en rejse, der begynder apollinsk, som oplysningens tv og tale, og slutter et dionysisk sted: på bunden af det sanselige. Hvor ordene omsider giver op, og musikken tager over. Brahms, Schumann, Sjostakovitj, Berg, Mahler. Ren elegi.
Hvor forestillingen, kort sagt, holder sin kæft og i stedet graver sig ned til gruens poesi - til alt det, som ikke kan siges, endsige fattes - der griber den. Lige i struben! Tak til både de romerske statuer og de musikalske skuespillere . Sikke et samspil. Mens man så i øvrigt har rigeligt med tid til at tænke på, hvordan Marthaler kunne have forhøjet indsatsen, netop ved at have udfoldet historiens konkrete ugerning til en egentlig - politisk som kunstnerisk - undersøgelse af os selv. Drømmen og mareridtet om det perfekte, prisen dengang og nu på det perfekte menneske, det perfekte liv og alle vores perfekte børn ...
Forestillingen er tysksproget. Måske er den også for tysksproget? Med nåden og det nådesløse side om side. Men som sagt, lider gør man dog. Hele tiden. Og det både på den skønne og den uskønne måde. Ach Mensch! Ach Theatermensch!

Læs i øvrigt Politikens læseres kommentarer til Per Theils anmeldelse her

Mageløs smuk og grum Marthaler

Sikke en omgang! Rundtosset og med tilbageholdt ånde går vi gennem Glyptotekets smukke vinterhave, ud i den våde vinterkulde. Vi har lige været publikum til mageløs forestilling, vidner til drabet på hundredvis af børn. En grum forestilling? Ja! Smukt? Så absolut!

Af Camilla Bonde, Teaterkalenderen

Marthalers ’Værn mod fremtiden/ Schutz vor der Zukunft’ byder velkommen til informationsmøde i pavillon 17 på anstalten Am Spiegelgrund. ”Børnene har til lejligheden skabt et orkester, som vil spille en lille afskedskoncert før de...”.
Iblandet lieder og klassisk musik leder forestillingen publikum ind i (endnu) et grusomt virkeligt kapitel i Det Tredje Riges historie: under parolen om racehygiejne og socialdarwinisme udførte læger, psykiatere og sygeplejersker ’medlidenhedsdrab’ på hundredvis af børn på anstalten Am Spiegelgrund.

Glansbilledet, idioti og eutanasi
I Glyptotekets festsal er der dækket op til informationsmøde. Talerstolen troner for enden af det imponerende rum. Kaffeskjolder og brødkrummer vidner om fraværet af en egentlig fest. Én efter én træder skuespillerne op på talerstolen og leverer glansbillede efter glansbillede i deres taler om forædling og forplantning af racen.
Selektion af de stærkeste, smukkeste og klogeste. Fravalg af misdannede, forstyrrende og idiotiske elementer. Glansbilledet må smuldre, og det gør det, for det hele er idiotisk.
Det er sjovt og grotesk når Katja Holm byder velkommen til en omgang ’Giro 413’ hvor bekymrede forældre sender hilsener til deres børn, med håb om at de snart kommer hjem igen, og formaninger om ikke at tisse i sengen. Særligt rørende og gennemteknisk lækkeri opleves i Jeroen Willems og Bettina Stuckys karakterer. De brillerer som klistret, ynkelig læge og sygeplejerske, der i rask tempo har ekspederet handikappede børn.

Et blik i historiens spejl
Museumsvagter genner med venlig autoritet publikum gennem det ene udstillingsrum efter det andet, før og efter forestillingens første del. Vi er lige så afventende og adlydende som de børn der blev anbragt i anstalterne – eller deres pårørende. Valget står frit for. Duri Bischoff har skabt installationer, der på én gang er dokumentariske og suggestive. Her får de døde børn talerør gennem Glyptotekets amputerede statuer med tilhørende spøg-og-skæmt næser i glasmontrer og lægejournaler. Imens klinger Mahler sødt og foruroligende fra flygelet. Gennem historiens spejl ser vi antikkens idealer udtrykt i nazismens forædling af racen – vi står ikke udenfor og beskuer, men er selv del af rædslerne.
Christoph Marthaler er kendt for sit udfordrende forhold til tid og rum. I ’Værn mod fremtiden/ Schutz vor der Zukunft’ har han skabt en smuk og grum forestilling, der aldrig får nogen ende. Man tror og håber, men der kommer hele tiden nyt til. Når ordene ikke længere rækker, tager musikken over, og de døde børn rækker ud efter os.

Grufuldt skønt teater

Med gæstespillet 'Værn mod fremtiden' bliver noget af det ypperste europæiske teaterkunst vist i disse dage

Af Peter Nielsen, Information

Det kom rullende som en bølge. Teaterchefen for Betty Nansen, Henrik Hartmann, sad som alle paralyseret, da lyset blev slukket på scenen, og stykket sluttede.
Men han var den første til at rejse til op og råbe et højt "Bravo"! Alle måtte først lige ryste chokket af sig, inden de også kom op at stå, men så stod vi der også. For vi havde lige været vidne til en enestående kunstoplevelse.
Man kunne lige så vel være begyndt at græde som at grine. De forskellige følelsesmuligheder lå ved siden af hinanden. Alt var nemlig blevet aktiveret gennem den forudgående fire timer lange forestilling.
Kan man lave bevægende og smukt teater om drabet på mere end 700 børn? Det spørgsmål blev besvaret med et ja, da den schweiziske instruktør Christoph Marthaler med sit ensemble gæstede København med den prisbelønnede forestilling Værn mod fremtiden.
Baggrunden er, at det for nogle år siden kom frem, at børneafdelingen på hospitalet Steinhof am Spiegelgrund i Wien lå inde med 700 hjerner og rygmarve, der stammer fra de medlidenhedsdrab på 'uværdige' liv, der fandt sted mellem 1938-45. Drabene var del af det nazistiske eutanasi-program, som alene i Østrig menes at have kostet mere end 25.000 anderledes skabte og uværdige voksne livet. Læger og psykiatere var de villige udøvere af dette menneskefornægtende system, som var en hjørnesten i den nazistiske ideologi og racelære, men også samtidig del af en teknokratisk og bureaukratisk modernitet i rationaliseringens tegn.
I 2005 blev disse børns rester begravet, og Marthaler skabte som del af Wiener Festwochen til lejligheden en scenisk-musikalsk forestilling for de døde børn, der blev opført i festsalen på det hospital, hvor drabene havde fundet sted. Det er den forestilling, der nu er forlagt til festsalen i Ny Carlsberg Glyptotek.

Fortid og nutid
Christoph Marthaler er en af de mest originale europæiske instruktører og en teatralsk udforsker af glemte og fortrængte zoner af det menneskelige liv. Her har han kastet sig over et af de mørkeste kapitler i det 20. århundrede.
I stykket bevæger vi os baglæns og kommer først langsomt til historien om børnene på Steinhof. I kraft af en indledende rundtur i dokumenter og sygejournaler bliver tilskuerne fra første færd mindet om de døde børns tilstedeværelse, der lægger sig som en bund under hele stykket.
Børnene bærer man med sig, når der i stykkets første del kastes et blik ned i afgrunden af en ikke så fjern fremtid, hvor det handler om emner som biogenetik, prænataldiagnostik og aktiv dødshjælp. Tilskuerne er midt i festsalen bænket omkring borde som til en trøstesløs generalforsamling. Stærke elementer af slap-stick og satire præger denne del, der dog blev sat op imod en knugende 'ønskekoncert' til den sidste rejse for børnene, hvor der læses op fra virkelige breve fra forældre til lægerne på Steinhof.
Efter en vandretur gennem Glyptotekets egyptiske samling, som skuespillerne udnytter til en række små stærke tableauer, der bygger bro til fortiden og forskellige lag i følelsesregistret, vender man tilbage til festsalen, i hvis bageste del publikum placeres på en tribune.

Hele tiden på grænsen
Skuespillerne har nu indtaget festsalen og opfører historien om børnene på Steinhof i form af følelsesstærke musikalske Lied-arrangementer, hvor musikken tager over fra ordenes magtesløshed.
Nutid og fortid udspiller sig i det samme rum. Ved således at knytte tiderne sammen kommer det til at handle om mekanismerne bag menneskelig udvælgelse og eksklusion, mellem værdigt og uværdigt liv og mellem gode og dårlige gener.
Værn mod fremtiden handler om rædslen. Men Marthaler har ikke blot skabt et knugende rekviem for de døde børn, men en enestående teaterforestilling og liederkoncert. Musik og sang bliver både brugt for at formidle følelser og til at formidle forsoning og trøst.
Man bevæger sig hele tiden på grænsen til det sentimentale, men uden at det får overtaget.
I det hele taget er det ikke ubetinget skønsang, der bliver fremført eller konventionelle opfattelser af det skønne. I respekt for de døde børn er Marthaler så at sige på de ufuldkomne og uperfekte side. Hvorledes denne forvrængede skønhed lyder, er man selv nødt til at høre.
Værn mod fremtiden spiller sidste gang i aften. Man bør unde sig selv en sjælden mulighed for at se teater i verdensklasse. Skuespillerne er formidable. Fremhæves må dog Jeroen Willims, der i en scene med bittesmå nuancer i stemme og udtryk på et sekund formår skiftevis veksler mellem en 12-årig dreng på Steinhof og en morderisk læge. Det er rystende teater.
Og det er helt sikkert, at det aldrig igen bliver det samme at besøge Glyptoteket efter, at Marthalers trup har været der.

Glyptoteket. Gæstespil: Værn mod fremtiden.Iscenesættelse: Christoph Marthaler.Scenografi og Installation: Duri Bischoff. Kostumer: Sarah Schittek.Koncept: Stefanie Carp og Markus Hinterhäuser Premiere fredag. Spiller sidste gang mandag aften kl. 19

torsdag den 27. november 2008

- Kan man lave bevægende og smukt teater om mordet på 700 børn?

Nicolai Vemming, chef for gæstespil, Det Kongelige Teater, skyder hermed debatten i gang om Marthalers forestilling.

Dramatikeren Lars Norén skriver et sted i sin nylig offentliggjorte dagbog, hvordan han går rystet ud af Reina Sofia Museet i Madrid, efter at have set Picassos ”Guernica” fra 1937. Den gru, der ramte den nordspanske by Guernica den 26. april 1937, da tyske jagerfly jævnede byen med jorden og myrdede civilbefolkningen, er fanget på et lærred 349 x 776 cm stort, i sort/hvid, og maleriet kan åbenbart stadig, 81 år senere, uanset tommetykt panserglas og rigorøse sikkerhedsforanstaltninger, være en rystende oplevelse.

Christoph Marthaler bringer os med forestillingen ”Værn mod fremtiden” i kontakt med en anden del af vores fælles europæiske historie - den systematiske udryddelse af anderledes skabte børn og voksne i Tyskland og Østrig og det tankegods, som gjorde disse handlinger mulige.

Otto Dix malerier fra første verdenskrigs skyttegrave, Primo Levis romaner om Holocaust og Fransisco Goyas raderinger fra Frihedskrigens rædsler viser, at kunsten kan konfrontere os med historien så den bliver en direkte og tankevækkende erfaring. Det er en opløftende og nødvendig mulighed i kunsten - når den undgår banaliteter, sentimentalitet og medløberiet – at den kan udfordre politiske, moralske, økonomiske og religiøse dogmer og lade os se os selv og vores historie, med andre øjne.

Nicolai Vemming